Jacob Sikker Remin: Artist talk
By: Pold | 19-05-2009 | 09:08
Tags: digital art • DUL • exhibition • Guest Lecture • Pold • talk • udstilling
Jacob Sikker Remin er i disse dage aktuel med udstilling ”Standing on the Shoulder of Giants” i MACHWERKET. JSR giver i den forbindelse en artist talk på DARC, Center for Digital Æstetik-forskning og Digital Urban Living, d. 27/5 kl. 12.15-14.00. Foredraget afholdes IT-Byen Katrinebjerg, Informations- og Medievidenskab, Helsingforsgade 14, lokale Turing 014. Alle er velkomne!
JSR vil gennemgå nogle af de værktøjer og metoder han benytter i hans kunstpraksis, samt stille spørgsmålstegn til kunstnerens traditionelle rolle i et felt, som i høj grad defineres ved deling af ideer og viden.
Fra pressemeddelelsen:
I april og maj vil adskillige lysstofrørs skarpe, hvide lys skinne ud fra MACHWERKETs vinduer ud til Vestergade. Ved aftentide funkler og vibrerer et videoværk, der ændrer sig når forbipasserende nærmer sig og forsvinder. Utallige sort-hvide 2D-stregkoder, der ligner smukke symmetriske mønstre, vil dække rummet.
”Standing on the Shoulders of Giants” er en udstilling der blotlægger grundlæggende elementer i den elektroniske verden og diskuterer, hvordan vi som mennesker kan forholde os aktivt til denne.
Udstillingen vil inddrage de besøgende aktivt i udstillingens anarkistiske og netværksorienterede verdensopfattelse, og dele ud af værktøjer til hvordan man som forbruger af teknologi selv kan tage styring og påvirke udviklingen.
Udstillingen retter sig imod alle, hvis liv er påvirket af teknologi. Og dette er ifølge Remin stort set alle i den vestlige verden. ”Standing on the Shoulders of Giants” vil være en opfordring til at indgå i gensidigt påvirkeligt forhold for at udnytte teknologiens demokratiske potentialer.
I titlen ”Standing on the Shoulders of Giants” ligger der også en reference til internettets kaotiske netværksfunktion, vidensdeling og de inspirationskilder der ligger til grund for Remins praksis.
Titlen på udstillingen refererer til den række af inspirationskilder (mennesker, såvel som maskiner), Remin som kunstner læner sig op ad. Ligesom han til udstillingen har han inviteret særlige samarbejdspartnere som medskabere; heriblandt billedkunstnere, grafikere, programmører, musikere og software-ingeniører fra både ind- og udland.
Jacob Sikker Remin er uddannet ingeniør og baserer sin kunstpraksis på denne baggrund. Remin stiftede i 2008 ”8bit klubben”, et tværfagligt fællesskab, som skaber kunst, workshops og kulturevents. De har bl.a. afholdt workshops på Det Kongelige Danske Kunstakademi og udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling.
Billeder, kode og tekst fra udstillingen kan findes her: http://giantshouldersherewecome.wordpress.com/
Udstillingen er skabt med støtte fra:
Kunstrådet, Århus Kommunes Kulturudviklingspulje, Attech Computer, PROSA – Forbundet af It-professionelle & Incuba Science Park
Comments: (0)