Den mindst ringe kunstdækning?


Informations kunstanmelder hedder Michael Jeppsen. Den 27. marts var han taget til Århus og havde besøgt Aros’ Enter Action, og anmeldelsen med overskriften “Nye piger på bordellet” var under lavmålet. Både i kraft af sin insinuationer, sin ringe vilje (evne?) til at sætte sig ind i værkerne og i sine bemærkninger om kunstscenen i Århus.

Jeg skrev samme dag et læserbrev som Information bragte dagen efter. Udstillingen har nu haft 50.000 besøgende og kan ses indtil 26. april:

—————————————

Den mindst ringe kunstdækning?

Søren Pold, lektor, Informations og Medievidenskab, Aarhus Universitet

Informations kunstdækning består af en ugentlig side, hvor Michael Jeppesen cykler rundt på de københavnske gallerier. Fredag (27/3) havde han imidlertid bevæget sig helt til Århus, men kaffen i toget havde vist ikke smagt ham. Det går så ud over Aros-udstillingen Enter Action, som for længst har høstet femstjernede anmeldelser i landets øvrige aviser. Jeppesen karakteriserer udstillingen som ”lidt ligesom at være i Fona med en hund i løbetid” – en oplevelse jeg godt nok har til gode, men det er svært at se, hvad det har med udstillingen at gøre. Faktisk kommer man snarere til at tænke på en hanhund, der afmærker sit territorium, når Jeppesen skriver: ”Og her kunne man fortsætte med at diskutere præmissen for kunst i Århus, men da nærværende anmelder ikke har lavet andet i de sidste 200 anmeldelser, kommer her i stedet en mindre værkgennemgang.” Værkgennemgangen består af lidt strinten op af to yderligere værker, mens vi undrer os over, hvad Jeppesen har imod kunst i Århus?

 

This entry was posted in Dansk and tagged , , . Bookmark the permalink.

Leave a Reply